Sundhedshjulet
Kortlæg din hverdag
Sundhedshjulet er udviklet af Chris MacDonald og er et redskab, der kan give dig et billede af, hvordan du selv vurderer din livsstil og din indsats for at leve sundt og aktivt lige nu.
Egerne er søjlerne i Sundhed i Balance
De fire eger i Sundhedshjulet repræsenterer hver et af de fire områder mentalitet/motivation, træning, ernæring og søvn/restitution – de fire områder, der udgør Strong Body Strong Mind og sundhed i balance. Når du vurderer alle fire områder til at være lige stærke, er dit hjul i god balance og en fornøjelse at køre på.
Cirklen - balance og helhed
Hvorfor et hjul? Fordi hjul og cirkler er hele. Ordet “health” (sundhed) på engelsk stammer faktisk fra betydningen hel eller fuldstændig. Cirkler er det ultimative eksempel på noget, der er komplet. Der er ikke noget, der mangler; ingen skarpe hjørner, bare en kontinuerlig sammenhængende form, der drejer smukt. Cirkler repræsenterer også balance. Alt er i balance i en komplet cirkel; en balance, der giver cirklen dens styrke, dynamik og power.
Sundhedshjulet er udviklet af Chris MacDonald. Alle henvisninger til det skal ske med reference til Chris MacDonald.
10 - en god, stabil indsats
Men hvordan afgør du, hvor stærk hvert område i dit sundhedshjul er?
Hver eger er en skala fra 0 -10, hvor 0 er ”jeg gør ikke noget for det” og 10 er ”en god, middel indsats”. Selvom 10 er det højeste tal på skalaen, repræsenterer det ikke en ekstrem indsats. En sund og aktiv livsstil handler nemlig ikke om ekstremer, men om balance. Hvis du f.eks. er ved at træne til at løbe Copenhagen Maraton til maj og løber meget og langt hver uge, så er din indsats for kredsløbstræningen ikke 10 – det er over! 10 er dér, hvor du gør en god og stabil indsats uden at det bliver ekstremt.
Lige lange eger - et hjul i balance
Hele fidusen er, at hvis du gør en ligelig indsats indenfor hvert af de fire områder, træning, ernæring, daglig fysisk aktivitet og motivation, der tilsammen udgør din sundhed og velvære, kører du jævnt og godt derud ad. Du er godt tilfreds med din egen indsats og føler velvære, overskud og energi i hverdagen.
Test dig selv - tegn dit eget Sundhedshjul
Så hvordan ser det ud, dit sundhedshjul? Er det rundt og sundt, eller er det lidt ekset og bumper i utakt? 
At vurdere sit sundhedshjul er første skridt på vejen mod en livsstilsomlægning. Det kan nemlig hjælpe dig til at afgøre, hvordan du skal gribe det an ud fra de præmisser, der nu engang udgør din hverdag. Med billedet i hånden, kan du nu begynde at planlægge, hvor din rejse mod en sundere og mere aktiv livsstil skal starte.
Hvor har du brug for at sætte ind i første omgang? Er det maden, hvor du måske vil begynde at spise frisk frugt hver dag? Eller vil du begynde at gå en tur hver dag inden aftensmaden? Hvad skal være dit første skridt? Og det næste? Stille og roligt kan du tage nye skridt indenfor hvert af de fire områder, så du langsomt, men sikkert får styrket hvert eneste af egerne i dit hjul.
Målet - sundhed & velvære hele livet
Undervejs på rejsen kan du tegne nye hjul, der illustrerer hvor du føler, at du er henne nu. Der vil altid være områder, hvor man halter lidt bagefter og der er altid plads til gode og positive forbedringer indenfor hvert af de fire områder. At lægge sin livsstil om i en sundere og mere aktiv retning er en løbende proces. Der er intet tidspunkt, hvor kuren er ovre; intet sluttidspunkt – for der er ikke tale om en kur eller en afgrænset periode. Det er for altid. Målet er at fortsætte med at leve sundt og aktivt og have det rigtigt godt hele livet.
Læs om hvert af områderne i Sundhedshjulet her >>
Tegn dit eget Sundhedshjul her >>
Tirsdag, 10 Juni 2008 11:07






